Vores levende jord – en koncert om klimaforandringerne

klimaforandringer-1

Det er en af Musicas målsætninger, at kormusik skal være relevant og gøre en forskel for publikum. Derfor tager vi i efteråret 2021 fat på et af tidens mest presserende emner – de globale klimaforandringer. Luften bliver varmere, skovene brænder, isen smelter, og det er tydeligt at noget er ude af balance. Gennem musik, lysprojektioner og tekst fortæller Musica en historie om, hvordan de fire elementer forandrer sig og påvirker menneskers liv. Koncerten er inddelt i fire afsnit – luft, jord, ild og vand. I hvert afsnit vil publikum blive præsenteret for korværker, der på forskellig vis behandler elementerne. Sangene bindes sammen af en mosaik af tekstuddrag fra bibelen, videnskabelige artikler og øjenvidneberetninger, der tilsammen afspejler spændingen mellem den frygt, frustration og håb, som vi alle står over for. “Vores levende jord” er en koncert, der taler til både fornuft og følelser, og Musicas mål er, at oplevelsen vil efterlade publikum med (fornyet) inspiration til at være med til at redde vores klode.

Koncerten er bygget op omkring den unge canadiske komponist Katerina Gimons eksperimenterende korværk “Elements”, hvis 4 satser er navngivet efter de 4 elementer. Andre centrale værker er bl.a. Maurice Ravel: “Le jardin féerique”, Hugo Distler: “Der Feuerreiter” og Ola Gjeilo: “Kyrie eleison”.