Kammerkoret Musica blev dannet i 1986. Vi har hjemme på Islands Brygge i København og består af ca. 28 sangere mellem 20 og 60 år. Musica dirigeres af Filipe Carvalheiro.
Vi deltager ofte i internationale korkonkurrencer og har vundet flere priser for bl.a. bedste kammerkor, bedste program og bedste dirigent. I 2018 vandt Musica kategorien “Blandet kor” i konkurrencen Isola del Sole i Grado, Italien.
I Kammerkoret Musica ønsker vi konstant at forny og forbedre os, og vi udforsker derfor de fleste musikalske perioder i den klassiske kormusik: Fra renæssancemusikkens hyldest til jomfru Maria til nutidig udforskning af stemmen som instrument. Vores koncerter er oftest bygget op omkring et tema og har fokus på formidling og oplevelse. Som da Musica stod på 5-metervippen i en svømmehal og sang om Estonias forlis. Eller da et stort publikum i en fyldt lagerbygning på Carlsberggrunden hørte dekonstrueret sang i totalt mørke. Og da videnskab og musik gik hånd i hånd i Musicas foredragskoncert om musik og hjernen sammen med Anja Philip.
Samarbejde med kunstnere
Musica lader sig ofte inspirere og udvikle i samarbejde med forskere, professionelle musikere, sangere, komponister, forfattere og andre kunstnere:
2018-2019: Samarbejde med hjerneforsker Jan Kehler og videnskabsjournalist Anja Philip om foredragskoncerten “Musikken i hjernen”.
2016: Samarbejde med skuespiller og fortæller Pernille Stockfleth om Shakespeare-fortællerkoncerten “Such Stuff As Dreams Are Made On”.
2015: Samarbejde med fagottist Signe Haugland om koncertrækken “Nordic Passion”.
2014-2015: Samarbejde med forfatter Anne Lise Marstrand Jørgensen, forfatter Maria Helleberg og skuespiller Anne Marie Helger om projektet “Kvindestemmer”. Maria Helleberg har skrevet tekster og Anne Marie Helger læser op på Musicas CD.
2013-2014: Samarbejdede med lyskunstneren Flemming Brandtbjerg om koncertkonceptet “Ind i mørket”, “I skyggerne” og “Ud i lyset”, hvor vi gav musikken en ny dimension i mødet mellem mørke og lys. Musica sang bl.a. i totalt mørke på kulturnatten på Carlsberg samt i det svage lysskær fra Ipads.
Juni 2013: Koncertprojekt med gæstedirigent Paul Hillier, der bl.a. er fast musikalsk leder af Ars Nova.
I 2012 udgav koret jule-cd’en “Walking In The Air” sammen med operasanger Louise Fribo.
I oktober 2012 skabte Musica i samarbejde med Statens Teaterskoles lyslinje en unik koncert, der blev sunget ved og handlede om vand. Sådan så det ud, da Musica sang fra 5-meter vippen og den smukke Øbro Svømmehal blev forvandlet til en nærværende fortælling bestående af lys, vand og vellyd:
I foråret 2012 opførte Musica en række helt nykomponerede værker af forskellige danske komponister, bl.a. Christian Hildebrandt og Pernille Louise Sejlund.
Marts 2009: Projekt med den estiske dirigent og kontratenor Risto Joost, som er en anerkendt kapacitet inden for tidlig musik i Nordeuropa.
Efteråret 2008: Projekt med gæstedirigent Flemming Windekilde, der dirigerer Kammerkoret Hymnia.
Musica har i en årrække samarbejdet med Øresunds Barokorkester om Händels “Messias” i Holmens Kirke, København. Tidligere har vi også sunget sammen med Nordsjællands Symfoniorkester, hvor vi har opført Carl Nielsens “Fynsk Forår” og Lars-Erik Larssons “Forklädd Gud”.
I 2005 uropførte Musica et værk for kor og harpe af den danske komponist Lars Graugaard – et værk komponeret specielt til Musica.