Kvindestemmer – koncertprogram og CD

Kvindestemmer spænder over musik fra 800-tallet til i dag og er tilrettelagt som en musikalsk fortælling om komponisterne og deres liv og vilkår. Programmet blev udviklet i samarbejde med musikforskeren Lisbeth Ahlgreen og forfatteren AnneLise Marstrand-Jørgensen, som bl.a. har skrevet en roman om Hildegard von Bingen, nonne og komponist, der levede omkring år 1100. Korværkerne forbindes af introduktioner skrevet af forfatteren Maria Helleberg.

Omdrejningspunktet er naturligvis musikken – men historierne bag værkerne bliver også fortalt: Hvem var komponisterne, og hvad var det for en musikalsk drivkraft, der fik disse kvinder til at realisere deres ambitioner på trods af samtidens forhindringer?

I løbet af koncerten – og CDen – hører vi musik af kvindelige komponister fra omkring år 800 og til i dag. Fra middelalderen skal vi høre ortodokse toner af den græske nonne Kassia og gregoriansk sang af den tyske nonne Hildegard von Bingen. Fra renæssancen hører vi musik af italienerne Sulpitia Cesis, Francesca Campana og søstrene (eller måske var det samme person?) Vittoria og Raphaela Aleotti. Fra romantikken hører vi musik af tyskeren Fanny Hensel, der stod i skyggen af sin bror Felix Mendelssohn. Og endelig fra nutiden musik af skotten Thea Musgrave og danskeren Pernille Sejlund. Programmet kan variere fra koncert til koncert. Hvis du er interesseret i at booke en Kvindestemme-koncert, er du velkommen til at kontakte os.

Musica-2990_web

Optagesession i Østervangkirken, Glostrup

CDen Kvindestemmer udkom i maj 2015. På CDen læser skuespiller Anne Marie Helger Maria Hellebergs tekster om komponisterne.

Kvindestemmer er tilgængelig på Spotify og iTunes. CDen kan også bestilles for 125 kr. inkl. moms og forsendelse via denne formular. CDen sælges også i forbindelse med vores koncerter.

Du kan høre lydklip fra CDen her.

Det kan være svært at skaffe noder til disse sjældent opførte værker. Musikhistorikeren Christian Mondrup har udgivet nogle af Ida d’Fonsecas værker, bl.a. Wechsellied zum Tanze, som er med i Kvindestemmer-programmet. Du finder noden her.