Kammerkoret Musica fejrer 100-året for kvindernes stemmeret med udgivelsen af CDen Kvindestemmer. CDen er skabt som en musikalsk fortælling om kvindelige korkomponister gennem 1000 år. Forfatter Maria Helleberg har skrevet små biografiske tekster om komponisterne, som på cd’en læses op af skuespiller Anne Marie Helger. I centrum står selvfølgelig musikken, som Musica har fundet, indstuderet og indspillet.
Kormusik af kvindelige komponister er et temmelig uudforsket område, og nogle af værkerne er kun meget sjældent opført. Derfor glæder vi os meget over, at musikken nu kan præsenteres, og vi vil gerne fejre det med dig/jer!
Vi håber derfor du/I vil komme til Musicas CD-release, hvor der – ud over en lille koncert – vil være en uformel debat og idéudveksling for alle inviterede. Vi vil gerne sætte fokus på, om der er behov for at udvide det klassiske korrepertoire – og i så fald hvordan? Vores håb er, at mange sangere, dirigenter, komponister, koncertarrangører og andre korentusiaster vil deltage og inspirere, debattere, udveksle erfaringer og ”networke”!
Programmet:
14:00-14:30: Vi byder på et glas og et lille traktement
14:30-14:45: Velkomst ved korets ”kvindestemmer”-projektgruppe
14:45-15:00: Maria Helleberg fortæller om projektet
15:00-16:00: Koncert med udvalgte satser fra CDen samt nogle helt nye satser.
16:00-18:00: ”Med på noderne. Nye repertoirer for kammerkor?”
Caféhygge med debatoplæg ved Bjarke Moe (Ph.d. i musikvidenskab fra Københavns Universitet og ansat ved Dansk Center for Musikudgivelse).
Fælles diskussion/inspiration med fokus på følgende:
- Er der en tendens til at danske kor alle synger det samme repertoire?
- Hvordan kan vi udvide kormusikkens horisont?
- Hvilke dele af kormusikken trænger til en (ny)opdagelse?
- Kan danske kor arbejde sammen om åbenhed og nysgerrighed over for de uanede mængder af ukendt musik?
Du kan læse mere om Kvindestemmer-projektet her og høre smagsprøver fra CDen her.